THE LADIES CLUB (1986)

Jeg var lige på loppemarked på vej hjem, og fik en stak VHS bånd med hjem. Denne her lovede action og hævn, så den måtte jeg da bare se med det samme. Forventningerne blev dog kun delvis indfriet.
Politikvinden Joan Taylor kommer hjem og overfaldes af 3 unge bøller, der voldtager hende. Hendes kolleger gør hvad de kan for at fange mændene, men da det endelig lykkedes bliver de frikendt i retten. I mellemtiden er Joan blevet gode venner med lægen Constance Lewis, og da de to ser hvor mange kvinder der skriver for at tilkendegive deres sympati med Joan, og samtidig fortæller deres egen historier om voldtægt, indkalder de to kvinder til at møde, for at se om der måske er nogen der har en god ide til hvad man kan gøre. Ti af kvinderne, med Joan og Constance i spidsen, starter nu deres egen selvtægtsgruppe. Joan skaffer adresser på voldtægtsmænd med flere overfald på samvittigheden. De bliver en af gangen hentet ind til en lille operation - Dr. Constance kastrerer dem simpelthen... Vi ser dog aldrig selve operationerne, og det bliver aldrig rigtig uhyggeligt eller gory. Men alligevel er filmen ganske underholdende, og med et par ok actionsekvenser. Jeg havde dog forventet noget mere exploitation agtigt, men sådan skulle det altså ikke være.
Det var dog sjovt at se Christine Belford i rollen som Constance, hende kendte jeg kun fra BEVERLY HILLS 90210, hvor hun spillede Steve Sanders'  mor, skuespilleren Samantha Sanders.
Der lægges iøvrigt op til en solid gang navneforvirring: Filmen er instrueret af Janet Greek, der har lavet en del TV, men kun 2 spillefilm. Denher var den første af dem, men hun valgte at bruge navnet A.K. Allen. Den danske titel er helt forrygende: 10 KVINDER SER RØDT... (ja, inklusiv prikkerne) På selve filmen er titlen nævnt som VIOLATED, og på IMDB er den anført som THE LADIES CLUB, hvorfor jeg vælger at lægge den op under denne titel. I England er den iøvrigt udgivet på VHS under titlen THE SISTERHOOD, som også var titlen på den roman filmen bygger på...
***---

CASE 39 (2009)

Damn, jeg har læst meget skidt om den her film, og jeg var derfor ikke ligefrem lykkelig, da den dukkede op som næste film fra LoveFilm.
Men for filen da, den er jo god!!! OK, den er ikke problemfri, og det største problem er Renée Zellweger i hovedrollen som socialarbejderen Emily Jenkins. Jeg så mere eller mindre Bridget Jones for mig hele tiden, og en kvinde der ikke har styr på sit eget liv (Bridget, altså, ikke Renée) er ikke troværdig som socialarbejder. Det er jo et eller sted en cadeau til hvor god hun var i den første Bridget Jones film (jeg har ikke set 2eren), men altså også et problem for denne film. Og lad mig med det samme slå fast at jeg synes Renée er noget videre sød, og at jeg har nydt hende i ME, MYSELF & IRENE, JERRY MAGUIRE og NURSE BETTY, for bare at nævne et par stykker.
Anyway, Emily Jenkins er altså socialarbejder, og knokler på med 38 sager, da hendes overordnede dumper endnu en sag på hendes bord, titlens Sag #39... Sagen drejer sig om Lilith Sullivan, en lille pige der går lige i hjertet på Emily. Hendes forældre vil slå hende ihjel, og Emily redder hende lige før det sker. På trods af regler og hendes egen modvillighed lykkes det Emily at få lov at tage Lilith med hjem og give hende den fred og ro hun har brug for. Men snart opdager hun at det var en fejl - og en alvorlig en af slagsen.
Vi befinder os et sted mellem "onde børn" genren og Freddy Krueger i virkeligheden, og måske har jeg allerede afsløret for meget, i så fald - undskyld. Men dem der kender mig ved nu hvorfor jeg synes denne film er fantastisk. Lilith spilles iøvrigt af Jodelle Ferland, som på trods at hun kun er 16 år allerede har 50 titler på resumeet, imponerende. Men hun gør det altså også rigtig godt. Hendes mest kendte rolle er iøvrigt nok som den unge vampyr Bree Tanner i ECLIPSE, den tredie film i TWILIGHT sagaen.
Jeg ligger og vakler lidt mellem 3 eller 4 stjerner, men udslagsgivende bliver en scene med nogen bier på et badeværelse, den hiver lige det sidste hjem.
****--

DICKIE ROBERTS: FORMER CHILD STAR (2003)

Dickie Roberts (David Slade) er tidligere barnestjerne, men han kæmper med et mindreværd, der stammer fra det traume det var da hans mor forlod ham da hans show blev sløjfet. Han vil gøre alt for at komme tilbage i folks (og dermed moderens) bevidsthed, og vejen går gennem en rolle i en ny Rob Reiner film. Men Rob Reiner (spillet af manden selv) mener at han er forkert i rollen, da han aldrig har haft en rigtig barndom. Derfor hyrer Dickie en familie (far, mor og to børn) så han på en måned kan opleve en rigtig barndom. Men faderen i den familie han kommer ind i er i den grad fraværende, og resten af familien er temmelig modvillig. Dickie må derfor kæmpe rigtig hårdt for først at vinde moderen og børnenes tillid, og derefter nå sit mål med at opleve en rigtig barndom.
Rob Reiner filmen handler om en mand der på sælsom vis opdager at himlen befinder sig i hans egen baghave, det forstår Dickie ikke rigtigt, men historien er selvfølgelig på sin vis den samme som den Dickie selv oplever. Vi ved derfor selvfølgelig udmærket hvad filmen ender med, men det gør ikke så meget, for undervejs er der masser af virkelig komiske optrin, og Mary McCormack som moderen Grace Finney er bare en fornøjelse at se på, og som Dickie på et tidspunkt siger "Så søde mødre skrives ikke engang til TV"... Som et ekstra krydderi optræder en mængde ægte tidligere barnestjerner i mindre roller (med Leif Garrett i spidsen), og ikke mindst i en musikvideo der kører under rulleteksterne.
Jeg lånte denne DVD af min fætter/gudsøn, som havde snakket virkelig varmt om den. Jeg havde nok i virkeligheden ikke forventet så meget af den, men var da nysgerrig efter hvad det var han var så glad for. Og ja, jeg må overgive mig, den er virkelig sød og sjov, og klart en jeg selv skal have.
*****-