Dickie Roberts (David Slade) er tidligere barnestjerne, men han kæmper med et mindreværd, der stammer fra det traume det var da hans mor forlod ham da hans show blev sløjfet. Han vil gøre alt for at komme tilbage i folks (og dermed moderens) bevidsthed, og vejen går gennem en rolle i en ny Rob Reiner film. Men Rob Reiner (spillet af manden selv) mener at han er forkert i rollen, da han aldrig har haft en rigtig barndom. Derfor hyrer Dickie en familie (far, mor og to børn) så han på en måned kan opleve en rigtig barndom. Men faderen i den familie han kommer ind i er i den grad fraværende, og resten af familien er temmelig modvillig. Dickie må derfor kæmpe rigtig hårdt for først at vinde moderen og børnenes tillid, og derefter nå sit mål med at opleve en rigtig barndom.
Rob Reiner filmen handler om en mand der på sælsom vis opdager at himlen befinder sig i hans egen baghave, det forstår Dickie ikke rigtigt, men historien er selvfølgelig på sin vis den samme som den Dickie selv oplever. Vi ved derfor selvfølgelig udmærket hvad filmen ender med, men det gør ikke så meget, for undervejs er der masser af virkelig komiske optrin, og Mary McCormack som moderen Grace Finney er bare en fornøjelse at se på, og som Dickie på et tidspunkt siger "Så søde mødre skrives ikke engang til TV"... Som et ekstra krydderi optræder en mængde ægte tidligere barnestjerner i mindre roller (med Leif Garrett i spidsen), og ikke mindst i en musikvideo der kører under rulleteksterne.
Jeg lånte denne DVD af min fætter/gudsøn, som havde snakket virkelig varmt om den. Jeg havde nok i virkeligheden ikke forventet så meget af den, men var da nysgerrig efter hvad det var han var så glad for. Og ja, jeg må overgive mig, den er virkelig sød og sjov, og klart en jeg selv skal have.
*****-

Ingen kommentarer:
Send en kommentar