THE LADIES CLUB (1986)

Jeg var lige på loppemarked på vej hjem, og fik en stak VHS bånd med hjem. Denne her lovede action og hævn, så den måtte jeg da bare se med det samme. Forventningerne blev dog kun delvis indfriet.
Politikvinden Joan Taylor kommer hjem og overfaldes af 3 unge bøller, der voldtager hende. Hendes kolleger gør hvad de kan for at fange mændene, men da det endelig lykkedes bliver de frikendt i retten. I mellemtiden er Joan blevet gode venner med lægen Constance Lewis, og da de to ser hvor mange kvinder der skriver for at tilkendegive deres sympati med Joan, og samtidig fortæller deres egen historier om voldtægt, indkalder de to kvinder til at møde, for at se om der måske er nogen der har en god ide til hvad man kan gøre. Ti af kvinderne, med Joan og Constance i spidsen, starter nu deres egen selvtægtsgruppe. Joan skaffer adresser på voldtægtsmænd med flere overfald på samvittigheden. De bliver en af gangen hentet ind til en lille operation - Dr. Constance kastrerer dem simpelthen... Vi ser dog aldrig selve operationerne, og det bliver aldrig rigtig uhyggeligt eller gory. Men alligevel er filmen ganske underholdende, og med et par ok actionsekvenser. Jeg havde dog forventet noget mere exploitation agtigt, men sådan skulle det altså ikke være.
Det var dog sjovt at se Christine Belford i rollen som Constance, hende kendte jeg kun fra BEVERLY HILLS 90210, hvor hun spillede Steve Sanders'  mor, skuespilleren Samantha Sanders.
Der lægges iøvrigt op til en solid gang navneforvirring: Filmen er instrueret af Janet Greek, der har lavet en del TV, men kun 2 spillefilm. Denher var den første af dem, men hun valgte at bruge navnet A.K. Allen. Den danske titel er helt forrygende: 10 KVINDER SER RØDT... (ja, inklusiv prikkerne) På selve filmen er titlen nævnt som VIOLATED, og på IMDB er den anført som THE LADIES CLUB, hvorfor jeg vælger at lægge den op under denne titel. I England er den iøvrigt udgivet på VHS under titlen THE SISTERHOOD, som også var titlen på den roman filmen bygger på...
***---

CASE 39 (2009)

Damn, jeg har læst meget skidt om den her film, og jeg var derfor ikke ligefrem lykkelig, da den dukkede op som næste film fra LoveFilm.
Men for filen da, den er jo god!!! OK, den er ikke problemfri, og det største problem er Renée Zellweger i hovedrollen som socialarbejderen Emily Jenkins. Jeg så mere eller mindre Bridget Jones for mig hele tiden, og en kvinde der ikke har styr på sit eget liv (Bridget, altså, ikke Renée) er ikke troværdig som socialarbejder. Det er jo et eller sted en cadeau til hvor god hun var i den første Bridget Jones film (jeg har ikke set 2eren), men altså også et problem for denne film. Og lad mig med det samme slå fast at jeg synes Renée er noget videre sød, og at jeg har nydt hende i ME, MYSELF & IRENE, JERRY MAGUIRE og NURSE BETTY, for bare at nævne et par stykker.
Anyway, Emily Jenkins er altså socialarbejder, og knokler på med 38 sager, da hendes overordnede dumper endnu en sag på hendes bord, titlens Sag #39... Sagen drejer sig om Lilith Sullivan, en lille pige der går lige i hjertet på Emily. Hendes forældre vil slå hende ihjel, og Emily redder hende lige før det sker. På trods af regler og hendes egen modvillighed lykkes det Emily at få lov at tage Lilith med hjem og give hende den fred og ro hun har brug for. Men snart opdager hun at det var en fejl - og en alvorlig en af slagsen.
Vi befinder os et sted mellem "onde børn" genren og Freddy Krueger i virkeligheden, og måske har jeg allerede afsløret for meget, i så fald - undskyld. Men dem der kender mig ved nu hvorfor jeg synes denne film er fantastisk. Lilith spilles iøvrigt af Jodelle Ferland, som på trods at hun kun er 16 år allerede har 50 titler på resumeet, imponerende. Men hun gør det altså også rigtig godt. Hendes mest kendte rolle er iøvrigt nok som den unge vampyr Bree Tanner i ECLIPSE, den tredie film i TWILIGHT sagaen.
Jeg ligger og vakler lidt mellem 3 eller 4 stjerner, men udslagsgivende bliver en scene med nogen bier på et badeværelse, den hiver lige det sidste hjem.
****--

DICKIE ROBERTS: FORMER CHILD STAR (2003)

Dickie Roberts (David Slade) er tidligere barnestjerne, men han kæmper med et mindreværd, der stammer fra det traume det var da hans mor forlod ham da hans show blev sløjfet. Han vil gøre alt for at komme tilbage i folks (og dermed moderens) bevidsthed, og vejen går gennem en rolle i en ny Rob Reiner film. Men Rob Reiner (spillet af manden selv) mener at han er forkert i rollen, da han aldrig har haft en rigtig barndom. Derfor hyrer Dickie en familie (far, mor og to børn) så han på en måned kan opleve en rigtig barndom. Men faderen i den familie han kommer ind i er i den grad fraværende, og resten af familien er temmelig modvillig. Dickie må derfor kæmpe rigtig hårdt for først at vinde moderen og børnenes tillid, og derefter nå sit mål med at opleve en rigtig barndom.
Rob Reiner filmen handler om en mand der på sælsom vis opdager at himlen befinder sig i hans egen baghave, det forstår Dickie ikke rigtigt, men historien er selvfølgelig på sin vis den samme som den Dickie selv oplever. Vi ved derfor selvfølgelig udmærket hvad filmen ender med, men det gør ikke så meget, for undervejs er der masser af virkelig komiske optrin, og Mary McCormack som moderen Grace Finney er bare en fornøjelse at se på, og som Dickie på et tidspunkt siger "Så søde mødre skrives ikke engang til TV"... Som et ekstra krydderi optræder en mængde ægte tidligere barnestjerner i mindre roller (med Leif Garrett i spidsen), og ikke mindst i en musikvideo der kører under rulleteksterne.
Jeg lånte denne DVD af min fætter/gudsøn, som havde snakket virkelig varmt om den. Jeg havde nok i virkeligheden ikke forventet så meget af den, men var da nysgerrig efter hvad det var han var så glad for. Og ja, jeg må overgive mig, den er virkelig sød og sjov, og klart en jeg selv skal have.
*****-

ANDRE FOLKS BØRN (1958)

Mads og Katrine Madsen har en bondegård ved Frederikssund. Siden de mistede deres datter har Katrine haft det svært med "andre folks børn", men på en Tivoli tur former tingene sig sådan at hun pludselig får sagt ja til at have en hel flok unger som feriebørn. Inge (Inge Aasted) tager med som barnepige - og derudover er musen Hannibald med på turen og såmænd også en enkelt blind passager. Både ægteparret og gårdens øvrige folk knytter hurtigt bånd til de forskellige børn, og alle giver og får så det er en lyst.
Musen Hannibald er en tegnet en af slagsen, og tegnefilmssekvenserne er fint udført, og passer godt ind i filmen. Hannibald synger ovenikøbet sangen "Man Skulle Altid Bo På Landet", den har jeg altid troet var fra en FAR TIL FIRE film, men den er altså herfra. Der er også en kærlighedshistorie mellem stuepigen og købmandens kommis (Preben Kaas), samt en skurk, nemlig købmanden, som dog ikke er så slem igen.
Alt i alt en dejlig sommerfilm, dog uden de store overraskelser (udover altså føromtalte sang).
****--

THE VAMPIRE LOVERS (1970)

Carmilla/Mircalla/Marcilla er en lækker, lækker vampyr, der desværre er lesbisk. Hun forfører i løbet af filmen to piger. Den ene dør mens den anden overlever, fordi hun bliver gennemskuet, og ved hjælp af blomster der dufter af hvidløg holdes væk fra pigen. Heldigvis ved nogen hvor hun tilbringer dagtimerne, og en flok mænd tager ud for at hugge hovedet af hende. Kort sagt, en klassisk vampyrfilm, faktisk den første i en trilogi fra Hammer, bygget over Sheridan LeFanus historie. Jeg læste historien for MANGE  år siden, og burde måske læse den igen, for filmen fremstod for mig som meget underholdende, men et rod uden lige. Men flot filmet, det var den, og Ingrid Pitt som Carmilla/osv. var nydelig at skue. Jeg ender med at give den 3 stjerner, men må lige indskyde at THE VELVET VAMPIRE (omtalt nedenfor) trods alt lige var en smule bedre efter min mening.
***---
(Jeg så filmen i Cinemateket tors. 26/5, som en del af dobbelt-forestillingen PSYCH-OUT: HORROTICA)

THE VELVET VAMPIRE (1971)

Ægteparret Lee og Susan Ritter møder på et galleri den sexede Diane LeFanu (hint-hint), og tager imod hendes invitation til at besøge hendes ejendom langt ude i ørkenen. Diane er naturligvis vampyr, men ikke en helt almindelig en af slagsen, hun kan bl.a. problemfrit bevæge sig rundt i sollys. Hun overvåger dem om natten og trænger ind i deres drømme, og gør dem begge (men mest Susan) jaloux. Undervejs finder der en håndfuld dødsfald sted, for Diane er jo en dræber. Det er sådan set hele filmen, men det er fint nok, det er forfriskende med en lidt anderledes vampyrhistorie, selvom man samtidig gerne vil understrege at det altså ER en vampyrfilm, jvf. Dianes efternavn - og der er sørme også en Carl Stoker imellem karaktererne...
Der er flere vanvittige scener i filmen, bl.a. hver gang en kvindelig skuespiller løber, man kommer til at tænke på den gamle reklame med "Vesterhavshytten". Og en af de sidste scener, hvor en flok hippier hjælper Susan med at gøre en ende på Dianes flere hundrede årige liv er direkte latterlig. Slutningen er dog lige i øjet horroragtig...
***---
(Jeg så filmen i Cinemateket tors. 26/5, som en del af dobbelt-forestillingen PSYCH-OUT: HORROTICA)

SIMON & MALOU (2009)

Malou (svenske Tuva Novotny) er advokat, og skal starte nyt arbejde i København. Hun har lejet en lejlighed, men den tidligere lejer, Simon (Dejan Cukic) har glemt at flytte ud. Han er ved at skrive en børnebog om den store gulerod, og er gået lidt i stå, samtidig med at deadline for aflevering nærmer sig. Han får overtalt Malou til at lade ham bo i lejligheden, og da modsætninger som bekendt mødes kan vi godt gætte hvor det hele ender henne...
Der er tale om et seriøst forsøg på at lave en dansk version af den meget amerikanske rom-com genre (romantisk komedie), og jeg synes faktisk det fungerer rigtig godt. Skuespillerne er gode (og her bør også nævnes de to side-kicks Robert Hansen og Mille Dinesen), og der er flere komiske optrin, som rent faktisk er sjove. For mig personligt giver det også point at filmmusikken er komponeret af Kasper Winding, som jeg er stor fan af.
Under indspilningerne til filmen var der en del fnidder, som bl.a. betød at filmen skiftede titel undervejs, og at den oprindelige instruktør, Lasse Spang Olsen, sprang fra og overlod instruktørtjansen til Theis Mølstrøm Christensen, som hermed fik sin debut. Det synes jeg dog heldigvis ikke skinner igennem i det færdige resultat.
****--

MOM, DAD AND HER (2008)

TV2 sender hver søndag formiddag en af de her meget amerikanske TV film, som vi kan kalde "movie of the week" eller "after school specials" agtige. Det er mit indtryk at der generelt bliver set ned på de her film, og det er da heller ikke stor kunst, bestemt ikke. Og her kommer så en afsløring: Jeg elsker dem... Jeg får ganske vist ikke set så mange af dem, for søndag formiddag ligger jeg som regel i min seng, men i dag lykkedes det mig at komme op i tide til at se den her, som iøvrigt også kendes under titlen JUST BREATHE, og på dansk havde fået titlen TRÆK VEJRET.
Brittney Wilson (20 år gammel og 28 titler på resumeet allerede!) spiller teenageren Sydney, der bor hos sin mor, efter at hendes forældre blev skilt 5 år tidligere. Efter at være snuppet for butikstyveri bliver hun sendt afsted for at bo hos sin far og hans nye, gravide, kone Emma (Melora Hardin). Filmen følger først og fremmest udviklingen af Sydney og Emmas forhold, og endelig finder Sydney den forståelse hun har haft så hårdt brug for, for Emma er naturligvis både klog og pædagogisk, som man skal være som hovedrolle i den her slags film.
Jeg må indrømme at jeg til at starte med ikke var sikker på om jeg ville se filmen, men Brittney var en fornøjelse at skue, og så blev jeg hængende, hvilket jeg er glad for. Måske man skulle se at komme lidt tidligere ud af fjerene om søndagen fremover...
****--

CHILD'S PLAY (1988)

Andy bliver 6 år, og hans største ønske er en "Good Guys" dukke. Og sådan en skal han da have, det skal han da. Desværre er den dukke han får naturligvis besat af den afdøde seriemorder Charles Lee Rays ånd. Og det betyder at dukken lever sit eget liv, og kalder sig selv Chucky.
Jaja, det lyder ret cheesy og komedieagtigt, men det er det faktisk ikke. For mange, mange år siden så jeg for første (og hidtil eneste) gang denne første film i serien, og jeg huskede den egentlig som mere komedieagtig, men jeg må indrømme at hukommelsen ikke var retfærdig overfor filmen. For det er faktisk en ret creepy historie da Chucky for alvor giver sig til kende. For de voksne tror naturligvis slet ikke på Andy´s historier om at Chucky er levende, før de selv oplever det. Et lille råd til medvirkende i horror film: Always trust the children!
Nå, anyway, Charles har lært om voodoo og hvordan man overfører sin sjæl til et andet væsen, og da han flygter, hårdt såret, ind i en legetøjsforretning er denne her Good Guys dukke eneste mulighed for at leve videre. Planen er at føre sjælen videre til et menneske, og hans voodoolærer fortæller at det skal være den han først afslørede sin rigtige identitet til, altså Andy (som jeg bliver ved med at ville kalde Danny, sært...) Der er dog en del forhindringer undervejs, og det ender selvfølgelig med at planen slår fejl - det er vist næppe en spoiler, i betragtning af at der findes hele 4 sequels indtil videre (og der er et remake på vej).
Jeg kan vist roligt sige at jeg blev væsentligt bedre underholdt end jeg havde forventet, så jeg giver med glæde 5 stjerner til denne klassiker.
*****-

BURIED (2010)

Ryan Reynolds lagde jeg første gang mærke til i serien "To Fyre En Pige Og Et Pizzaria", og efterfølgende har det som regel været i komedier jeg er stødt på ham. Men i BURIED skal jeg godt nok love for at han får vist at han kan andet end det komiske.
Reynolds spiller Paul Conroy, der vågner op og finder sig selv liggende i en kiste gravet ned i jorden. Han er chauffør for CRT i Irak, og er sandsynligvis eneste overlevende efter et overfald på hans convoy. Han er udstyret med en lommelygte, en zippo lighter og en mobiltelefon, så han går straks i gang med at ringe rundt for at få hjælp og måske blive reddet. Så ringer en af folkene bag begravelsen, og han finder ud af præcis hvor desperat hans situation er.
Hele filmen er "Reynolds i en lille æske", og en masse stemmer, der alle behandler ham som "et tilfælde" i stedet for "et menneske", og på den måde kan filmen ses som et politisk statement om diverse systemer rundt om i verden. Derudover er det en fantastisk filmisk oplevelse - selvom hele filmen som sagt foregår i vel nok det mest afgrænsede område vi endnu har set på film bliver det aldrig kedeligt at følge Conroys kamp for overlevelse.
*****-

WHERE THE TRUTH LIES (2005)

Atom Egoyan er et navn jeg er stødt på nogen gange tidligere, men dette er første gang jeg ser en af hans film - og det var en stor oplevelse.
WHERE THE TRUTH LIES er historien om to af 50ernes store komikere, Lanny Morris (Kevin Bacon) and Vince Collins (Colin Firth), og hvad der førte til opløsningen af deres samarbejde kort efter et 39 timers TV marathon.
Efter marathonet flyver de til New Jersey, hvor en pige, Maureen O´Flaherty, findes nøgen og død i badekarret på deres hotelværelse. Mange år efter ønsker Karen (Alison Lohman), som mødte komikerne under TV marathonet, at skrive historien om hvad der skete. Langsomt trænger vi dybere og dybere ind i historien, som indeholder masser af sex, drugs and rock'n'roll...
Historien fortælles dels ved at vi følger Karens arbejde med bogen, og dels ved længere flashbacks, og det virker rigtig godt. Billederne er flotte, og musikken er fantastisk. Min eneste anke er egentlig at Karen og Maureen (Lohman og Rachel Blanchard) ligner hinanden alt for meget, og det derfor til tider kan være svært at orientere sig i tidsperspektivet. Det kan der muligvis være en pointe i, men det er ikke desto mindre forstyrrende.
Jeg så filmen via LoveFilm Streaming, hvor den har titlen "Den Nøgne Sandhed".
*****-

CONSPIRACY THEORY (1997)

Igen idag en film med Julia Roberts, dem er der en god stak af i den samling jeg har overtaget. Idag altså CONSPIRACY THEORY, som ikke er en af Roberts'  typiske chic-flics...
Mel Gibson spiller Jerry Fletcher, der udgiver bladet "Conspiracy Theory", og i det hele taget er voldsomt paranoid, og iøvrigt køber samtlige eksemplarer af J.D. Salinger's kultroman The Catcher In The Rye. Han render jævnligt advokaten Alice Sutton (Roberts) på dørene med sine teorier, der som regel er grebet ud af luften. En dag rammer han dog åbenbart plet med en af sine, teorier for han bliver kidnappet, men undslipper. I sin flugt opsøger han Sutton, og sammen og hver for sig bliver de nu jagtet af flere forskellige grupperinger, og seerens sympatier bølger frem og tilbage, for hvem er det lige man kan stole på??? Undervejs bydes på rigelige mængder action, humorfyldte teorier, og en forudsigelig slutning, men skidt nu med det sidste, for underholdt bliver man, og det ender med at jeg bliver helt glad for Roberts'  hvis det fortsætter sådan her.
Iøvrigt tæller min egen bogsamling adskillige udgaver af Salingers The Catcher In The Rye - måske skal jeg se at komme af med dem inden "de" kommer...
****--

RUNAWAY BRIDE (1999)

Et par gode kolleger har netop tilsammen foræret mig noget der kommer op omkring 90 film på officielle VHS købskassetter. Det er jo fantastisk, men lidt tungt at slæbe hjem.
Idag fik jeg så set RUNAWAY BRIDE, der genforener Richard Gere og Julia Roberts fra PRETTY WOMAN (og begge film er instrueret af Garry Marshall). Gere er klummeskribenten Ike Graham, der en dag tilfældigt hører om Maggie Carpenter (Roberts), der har forladt et antal mænd bogstavelig talt i kirken lige før vielsen. Ike skriver om det, men har ikke alle facts på det rene, og det bliver han fyret for. Nu tager han til Maggies hjemby for at komme til bunds i sagen, og hvis du ikke allerede nu kan gætte hvem Maggie ender med at blive gift med, så skal du se flere film.
Jeg er ellers ikke meget for Julia Roberts (jeg er formentlig en af de ganske få mænd, der bare ikke kan se hvad der er så lækkert ved hende), men ret skal være ret, og samspillet med Gere er ganske fint. Filmen er så afgjort en komedie, men der er da også et par seriøse emner gemt underneden. Totalt chic-flick, men det har jeg aldrig haft noget imod.
****--

MANAGEMENT (2008)

Steve Zahn spiller Mike, der bestyrer sine forældres hotel om natten. Han er ensom, og relativt kikset. En dag tjekker Sue (Jennifer Aniston) ind på hotellet, og Mike er solgt - Sue er den pige han har ventet på. Mike smider alt overbord i forsøget på at score hende, men der er bare lige et problem - Sues eks-kæreste er ikke helt ude af billedet. Han hedder Jango og spilles af Woody Harrelson, og så ved vi jo godt at han er totalt psycho.
Jeg kan rigtig godt lide Steve Zahn, jeg kan rigtig godt lide Jennifer Aniston, og jeg kan rigtig godt lide Woody Harrelson. Så hvad er det lige der er galt med denneher film??? Jeg ville ønske jeg kunne sætte fingeren på det, men det er som om der ligger et tyndt lag af et eller andet over den gode film indenunder - man kan skimte at den er der, men man kan ikke helt se den... Igår (før denne blog blev startet) så jeg LOVE HAPPENS, også med Jennifer Aniston, og den var bare så meget bedre, men det er en anden historie. God musik og en Woody i topform - han stjæler totalt filmen i samtlige scener han er med i - bringer lige præcis filmen op på 3 stjerner...
***---